KMN-formand svarer borgerne — FBBO stiller tre krav med frist 28. juni
Jarl Falk Sabroe forpligter sig skriftligt til ikke at tillade projektet ved uacceptabel BESS-risiko. FBBO svarer med tre konkrete krav til hele kommunalbestyrelsen — svarfrist 28. juni 2026.
Den 5. juni svarede Jarl Falk Sabroe, formand for Klima-, Miljø- og Naturudvalget, på det borgerbrev med 64 nabounderskrifter, som blev sendt til samtlige 31 byrådsmedlemmer den 12. maj 2026.
I svaret forpligter Jarl Sabroe sig skriftligt:
“Vi er i dialog med Vestsjællands Brandvæsen om batterianlæg, og vi vil ikke give tilladelse til et projekt, hvis det indebærer en uacceptabel risiko.”
Han bekræfter desuden, at ansøger og lodsejere har “justeret projektet” — men uden at der har været ny politisk behandling af det udvidede anlæg.
FBBOs svar — tre krav til hele kommunalbestyrelsen
Samme dag sendte FBBO et svar til Jarl Sabroe og samtlige 31 byrådsmedlemmer med tre konkrete krav og frist 28. juni 2026:
1. Definition af “acceptabel risiko” for BESS-anlægget
Kommunen bedes redegøre skriftligt for sine kriterier — og bekræfte, at
Vestsjællands Brandvæsens vurdering tager afsæt i DBI’s rapport fra april
2025, som konkluderer, at de danske retningslinjer på dette tidspunkt er
utilstrækkelige.
2. Fornyet politisk behandling af det udvidede projekt
Økonomiudvalgets beslutning (pkt. 247, november 2025) tog stilling til et
projekt på 150 hektar. Ifølge European Energys egne præsentationer er
projektet nu over 200 hektar — en udvidelse på mere end 33 % uden ny
politisk behandling. FBBO beder om bekræftelse på, hvornår kommunalbestyrelsen
behandler det udvidede projekt på opdateret grundlag.
3. Kommunalt ledet og uvildig borgerinddragelse
De hidtidige cafémøder, følgegruppe og workshop er alle arrangeret af
European Energy og lodsejerne — ikke af kommunen. FBBO beder om svar på,
hvad kommunen konkret gør for at sikre en uvildig inddragelsesproces.
Begge klager fra den 31. maj og FBBOs tre krav har frist 28. juni 2026. Sagens dokumentation kan læses i vores dokumentationsarkiv.